Tilbage

BLÅBÆRRET

 

Forventningsfuld, dybt i hegnet sad

et lille blåbær og var så glad,

forventningsfuld.

 

Det sad i vest, mest i skygge hen

og ventede på sin hjerteven,

i skyggen hen.

 

Det havde solen til hjertenskær,

thi den har alle de vilde bær

til hjertenskær.

 

Det havde ventet den lange dag,

mens solen skred over jordens tag

den lange dag.

 

Men bedst som solen var ganske nær,

så skjulte skyen dens varme skær,

da den var nær.

 

Snart sad det ene i stjernelys,

og længtes stadig med solens kys,

i stjernelys.

 

Den næste morgen et barn det så

og plukkede bærret med fingre små,

så var det død.

 

De længes mest som i skygge bor,

men på den lykke dog alle tror,

til de er døde.