Tilbage

BLOMSTEN

 

Jeg gik over engen, hvor blomsten stod,

fortryllende, badet i dug,

og blomsten sig strakte og kyssed' mig,

fordi jeg så, den var smuk.

 

Jeg gik gennem skov under fuglesang,

og bøgen stod lysende grøn,

da fødtes en glæde dybt i mit bryst,

da så jeg, verden var skøn.

 

Og blomster var gule, hvide og blå,

og nogle var røde som blod,

og intet som blomster og skovens fred

kan lulle ens længsler til ro.

 

Man tankeløst plukker en lille blomst

og knuser en under sin hæl,

vel uden at tænke - når stænglen er brudt,

har blomsten mistet sin sjæl.

 

Jeg gik under høst mellem gyldent korn,

hvor kærnen hang modnet og tung -

og blomsten, jeg mødte, var stadig smuk,

men ikke længere ung.

 

En dag bøjer blomsten sit hoved træt,

mens flammende løv vugger ned,

snart vinteren vågner og strækker sig vredt

i hvide lagner af sne.

 

Og fuglen tav stille, da blomsten var død,

og småbølgen standsed' sin leg,

men blomstens sjæl let mod himlen steg,

og himlen åbnede sig.