Tilbage

DEJLIGE VÅR

 

Smukt grønnes bøgen i Danmarks skove,

nu brister langsomt dens spæde knop,

og træt bli'r vårblomsten af at sove,

sit smukke øje den lukker op.

Beruset bier mod blomster iler

og vil det samme, som blomster vil,

forelsket solen til jorden smiler -

af sol og elskov bli'r lykken til.

 

Og ungdom sværmer og længsler tændes,

varmt hjerter banker i samme takt,

og læber mødes og tyst bekendes,

hvad læber ikke med ord fik sagt.

Snildt viben boltrer sig over engen

bag gamle diger, hvor freden bor,

blot en fordybning i vibesengen,

men lykke nok for en vibemor.

 

Når vårvind hvisker i brede kroner,

kærtegner nænsomt det sarte skrud,

og jorden hvid er af anemoner -

da fristes man til at tro på Gud.

Endnu engang lyder lærkens trille

som klokkespil over land og by -

endnu engang går jeg ganske stille,

og ser, at våren er evig ny.

 

Tæt myldrer blomster langs alle veje,

et under gror af sin spinkle rod.

Betaget bølger holdt op at lege

og gik til hvile i spejlblank ro.

Så smukt og stille sig dagen nejer

for skønne drømme i stjerneskær,

forstemt af længsel min drøm sig drejer

om hende, pigen, som jeg har kær.

 

Endnu engang bygger fugle rede,

alting fornyes endnu engang.

Jeg går blandt blomster og vårgrøn hvede

og plukker ord til en forårssang,

og sommer kommer, og sommer svinder,

kun svagt erindres, hvad de os gav,

thi tiden slører, alt bli'r kun minder,

som støvet gør i hver sunket grav.