Tilbage

DEN GAMLE VUGGE

 

Så ømt beskærmet stod min barndoms vugge,

den flettet var af pilens vege ånd,

og vindens sang og lærkens glade triller

var flettet med deri med nænsom hånd.

 

Og sangen voksed' ind og om mit hjerte

fra vuggens ved den gro'de i mit blod,

jeg tolker gerne mindefødte sange,

der i en simpel vugge har sin rod.

 

Jeg så den sidst på loftets mørke gemme,

en edderkop så smukt et tæppe spandt,

der dækker mer' end støv og gamle klude,

jeg fandt deri, hvad ingen andre fandt.

 

En lille sang, et neg af barndomsminder,

en varm og livsbekræftende lyrik,

er håret gråt og furet mine kinder,

jeg hygger mig ved mindernes musik.

 

Nu står den der og mildner i sit gemme

et gemt symbol, en livets tankestreg,

en åben dør ind til en barndomsverden,

et støvet hylster om en mindeleg.

 

Vel ingen kan i enkelthed udskille,

hvert gyldent strå af mindets tunge neg,

men blot jeg tænker på den gamle vugge,

det som en helhed varmt omslutter mig.

 

Hver aftenstund i skumringshyggetimen,

før hængelampens væge den blev tændt,

blidt hørtes vuggens knirk og moders nynnen,

de lyde står i min erindring brændt.

 

Til sidst gik stilheds engel gennem stuen,

når foden standsede sit vanetråd,

og stilhed blev til et med evigheden,

når suk i søvn afløste barnets gråd.

 

En tidløs stund, et lån fra evigheden,

i overgangen mellem nat og dag,

mens blege stjerner skjalv i aftenfreden,

og sunken sol gød guld på jordens tag.

 

Så skramled' træsko let bag bryggersdøren,

og far fra aftensyssel listed' ind,

en sagte klirren lød fra lampeglasset,

og tiden langsom gik i gang igen.

 

Når barn fra vuggen ud i verden drager,

og sår en fremtid i et skæbnespil,

den vandt vel mest, som drev sin barndoms ager,

med høst på samme rod, som han blev til.

 

Når livets modgang fødte hjertesukke,

og hjertet blødte, som en såret hind,

gik vejen hjemad til den gamle vugge,

og moders nynne lokked' glemsel ind.

 

Det stundom sker, jeg mindekranse binder,

men fattes blomster fra det modne år,

til gengæld dem i overflod jeg finder

bag hegnet om min barndoms rosengård.

 

Når jeg engang skal visne bort som løvet,

og klokker ringer evigheden bort,

og efterklang blødt sitrer over støvet,

som suk fra vuggen, når et barn sov hen.