Tilbage

DEN LILLE GÆK

 

Under den frosne jord og sne

en lille gæk, jeg fik at se,

i kulden den stod derude,

nu står den lunt bag min rude.

 

Ærbødigt den bøjer hovedet flot

som tak, fordi den fik det så godt,

men ak, dens tid er jo så kort,

en dag, så visner den bort.

 

Med mennesker går det omtrent som så,

en dag for os går hele universet i stå,

så er det vort timeglas, der udrinder,

og som stedse fra jorden forsvinder.

 

Hvad gør det, om livet en dag ebber ud,

blot rejsen går til den levende Gud,

hos ham findes hverken sorg eller savn.

Dér hviler vi trygt i hans favn.