Tilbage

DRÆBTE FUGLE

 

Det var, som du så på mig, lærke

med såret bebrejdende blik,

og spurgte med livstomme øjne,

hvorfor kun en voldsdød du fik?

Når dog der er plads til os alle,

og også det daglige brød,

hvorfor da uskyldige dræbe,

hvorfor en så meningsløs død?

 

Hvorfor måtte ikke jeg synge?

Jeg tog ej det mindste af dit.

Jeg havde kun reden og himlen,

det gældfrie liv, det var mit.

Hvorfor vil dog mennesker dræbe?

Slet ikke i sultende trang?

Måske man dræbte dig lærke,

fordi så lyksaligt du sang.

 

Ikke af haglskud i våde,

ak nej, kun i ondeste lyst

slængtes du ned fra din himmel,

knust mod den stenede kyst.

Det var, som du spurgte mig, lærke,

hvorfor var min himmel dog blå,

når ondskabens truende skyer

alligevel farver den grå.

 

Altid skal mennesker dræbe

skønt verden er smukkest i fred,

for at kende sin magt over livet

vil mennesket voldsdøden se.

Alverden kan grues og spørge

end ikke orakelsvar får,

thi menneskesindet har dybder

selv ikke dets skaber tør nå.