Tilbage

EFTERÅR 1

 

Det dufter sødt af æbler

og livs forgængelighed

nu året dybt mod sin forvandling hælder.

Vildrosens frugter gløder,

og blade drysser ned,

og vugger blidt til ro blandt græs og nælder.

 

Langt ude i det fjerne,

hvor himlen møder hav,

står hvide sejl som lys i aftenfreden,

det er en flok af sjæle,

der livets krav opgav

og trætte glider in i evigheden.

 

Det føles så vemodigt

når solen drager bort,

og efterlader os kun et vissent minde,

det er en langfartssømand,

der står ved pigens port

og gi'r et afskedskys til sin veninde.

 

Så dybt vemodigt er det,

at stå en aftenstund

i skellet mellem det der går og kommer -

et år kan gå til grunde,

et nyt vil genopstå,

men hvad med os? Hvordan med livets sommer?

 

Når vi engang skal møde

vort livs septembersol,

som løvet visne og mod jorden falde,

er det så evig glemsel,

vil ingen forårssol

til nye somre os tilbagekalde?