Tilbage

EFTERÅR 2

 

Nu bladene vugger stille ned

et år mod undergang hælder,

forgæves det mod den almagt stred,

som livsløbets timer tæller.

 

Sol gløder i prægtigt farvespil,

som ingen hånd kan gengive,

det er som solen blidt lokke vil

en døende drøm til live.

 

Det suser fra tusinde vingeslag

i stille dæmrende timer,

hen over skoven og bakkedrag

går skyer af fuglestimer.

 

Hvad drager dem hid, hvem gav dem tegn,

at de kom her op med solen,

for gennem storme og bygeregn

at mødes med vårviolen.

 

I tanker jeg følger dem på vej

til fjerne solrige lande,

men vender dog henad aften hjem

til ensomme danske strande.

 

Jeg ejer slet ikke trækfuglesind

min verden er kun så lille,

et pust af havluften mod min kind

kan helt mine længsler stille.

 

Hvor blev der dog tys i skovens hal

nu fuglestemmerne tier,

væk er hver drossel, hver nattergal

vi hørte ad dunkle stier.

 

De marker nu ligger døde hen,

der før var bølgende have,

og tågen hvirvler fra havet ind,

tilslører en sommers grave.

 

Lad skoven falme alting død

og sol, for mørkningen vige,

jeg ved den kommer igen så rød

genskaber et blomsterrige.

 

Lad bladene falde, vugge ned

til vilde stormende toner,

jeg ved et vårunder nyt vil ske

med sange i grønne kroner.