Tilbage

EFTERÅR 3

 

Nu falder blade fra busk og fra træ,

som fugle med knækkede vinger,

sommeren dør og en grå himmel græd

og klokker fra kirketårn ringer.

 

Skovsøen kruses af fugtmættet vind,

tung og vemodig er stunden

uklart er vandet, som lukkede sind -

så meget sig skjuler på bunden.

 

En olding går ensom ad løvdækket sti,

hans vandring nu snart er til ende -

livsefteråret er afsavnets tid,

det må mange bittert erkende.

 

Syngende skove og mygge i dans,

ungdom og sollyse dage,

men skoven mister løvet og øjet sin glans

kun tomheden bliver tilbage.