Tilbage

ENSOMHED

 

Nu gynger spurv på nøgen gren,

det mørkner snart der ude,

og stormen går som bølgeslag

mod tegl og strimet rude.

 

Og løvet hvirvler som en top

for stormens vilde pisken

og går til ro bag husets læ

med vemod i sin hvisken.

 

Som søde hjerter vinen står

mod murens grå facade,

og byger trommehvirvler slår

mod døde, brune blade.

 

Nu lister mørket stille frem

og tænder stjerners lue,

og ensomhed med mørket kom

og fylder helt min stue.

 

Mit øje måler rummets dyb

og drukner i det fjerne,

hvor altets gåde står

bag himlens aftenstjerne.

 

Så mange skridt der ude går,

men ingen af dem bier,

min Gud, min Gud, min ensomhed,

hvor dybt dog stilhed tier.