Tilbage

FORÅRSMINDER

 

Nu dufter af grøde mit fædrelands jord.

Blødt krystes de frodige bryster,

og vårsolen ved, hvor dens elskede bor,

og kysser i flæng, hvor den lyster.

Smukt ligger du, Danmark, mit vårgrønne land,

udstrakt mellem sunde og bælter.

Det koldeste hjerte kan ej holde stand,

må elske dig, indtil det smelter.

 

Som barn har jeg leget mig søvntræt hos dig,

så sorgløs som føllet i engen.

Og trygheden svøbte sig venlig om mig,

trods musenes puslen i sengen.

Fra stalden jeg hørte den velkendte lyd

af dyrenes prusten og sukken.

En dag gik til grunde, men fødte en ny,

forjættende, drivvåd af duggen.

 

En sollys aprildag man lænker dig gav,

og mørket sig over dig lukke.

Da stred du for frihed, mens fuglen tav,

og småbarnet græd i sin vugge.

Men der kom en majdag, hvor lyset blev tændt

og lænkerne kastet i havet,

og glædesbål flammed`, da åget blev brændt.

Men vold fik de aldrig dig avet.

 

Du ejer ej floder med rivende strøm-

og bjerge med svimlende kløfter.

Men du ejer frihed, og du ejer drøm

om løvspring og blomstrende grøfter,

som land er du lille, men dog er du stort,

fordi du med hjertet er vejet.

End ikke med Rusland vi bytter dig bort,

fordi du er smuk - og vort eget.