Tilbage

HAVET

 

Jeg drages, jeg drages mod havet,

dets kalden, dets klukken og sukken,

jeg higer og higer , som barnet,

der ligger mod brystet og vuggen.

 

Havet blev min anden moder

hos hende så ofte jeg græd,

da rased hun, stærk i sin vrede

når verden mig gjorde fortræd.

 

Havet min moder er trofast,

hun ingensinde mig sveg

og når vreden og sorgen var slukket

blev vi et i fortryllende leg.

 

Hun bar mig på skumhvide arme,

hendes barm, som sile var blød.

Havet, min elskede Moder,

i din nærhed engang vil jeg dø.

 

Du vækker til eftertanke

hemlighedsfuldt er dit dyb -

hvorfra, i en sløret fortid

vi er kommet, som slimede kryb.

 

Havet, min ældgamle Moder,

som ung stod til jorden du brud -

og ingen kan elske og rase, -

eller sukke fortvivlet, som du.

 

Engang var du ren, uden lyder

en verden af skønhed dit barn,

men mennesketakken for livet

var at fylde dit skød op med skarn.