Tilbage

HØST

 

Den gule byg, der nylig stod så rank

af solens kys sig viljeløst lod dåre,

så tungt besvangret bøjer den sit aks,

med duggen i sit hår som vemodstårer.

 

Tungt segner strå for stålets skarpe æg,

det er som lette suk i luften skælver.

Septembers høje himmel med fjerne arker på

smukt som et evigt kredsløb blå sig hvælver.

 

På tråde sidder fuglene som nodetegn,

en skønne dag er fuglesangen borte,

og skyggerne bli'r lange bag skove og bag hegn,

og dagene, ak dagene bli'r korte.

 

Smukt gløder havens blomster i voldsom farvepragt,

som vil de lokke sommeren tilbage,

men det er helt omsonst, en tid er tabt,

kun som erindring vender tid tilbage.

 

Når dagen stille bryder frem af tunge nat,

og solen langsomt morgentågen spreder,

da hænger blanke tårer på blomst og fattigt græs,

og silkespind på strubens geledder.

 

Men i hver kærne og i hvert lille frø

har somren skjult så kosteligt en gave,

her slumrer kim til nye slægters tarv,

og tone væld til sang om tyste grave.

 

Når vi skal møde livets høst et år,

som kornet segner under himmelarker -

parat står slægtled som i en dejlig vår

sår sæd til gylden høst på unge marker.