Tilbage

HØST OG POESI

 

Gik høstens poesi mon til

i høstmaskiners dybe brummen?

Dog synger lærken stadig lige smukt

og øret får den samme dur

fra travle biers summen.

 

En anden tid er bleven til,

er født i kamp og under tunge veer,

men poesien vil dog næppe dø

fordi den savner klang fra tunge leer.

 

Mon dem der nødigt knuged leens knag

har følt det mindste gran af poesi?

Det var nok mere sultens nag,

og gnavesår i ømme trætte hænder,

og solens brand på bøjet ryg

og armods knug og sliddets værk

om trætte stive lænder.

 

Det var nok mere ham,

der ved sin fyldte lade stod,

som i sin velstands tryghed

fandt glød til poetisk skaberglæde,

mens arbejdsmanden og hans barn og viv

bag ussel hyttes væg af sult har måttet græde.

 

Nej, ham der følte sliddet på sin krop

og ågets tryk på bøjet nakke

han havde næppe sans for poesi,

for ham var glæden ringe.

Når sol for længst var gået ned

bag mosedrag og bakke,

for kun en humpel brød og vand

sin gud han kunne takke.

 

Lad roligt leen hvile

og det sure slid med den,

poesien vil i vore hjerter

netop nu forstå at leve.

En anden tid blev til,

og en anden tone født,

der klinger lige varmt i høstens sang

for arbejdsmand, som greve.

 

Lad kun maskinens brummesang

gro ind i vore årer,

og tvætte fædres sult og nød

og armods bitre tårer.

 

En lille flamme, der i smug blev tændt

og længe blafrede, usikkert brænder,

sig breder til et vældigt bål

der brænder adelsmærket ind i arbejdshænder.

 

I frihed står hver arbejdsmand

med foden på den rustne lænke,

hvis tunge raslen blev til sang

der frihed gav til selv at tænke.

 

Med næven knyttet, viljen vakt

gik usselhed til kamp mod tvangen,

til eget vel, til helheds tarv

blev hugget brede skår for frihedstrangen.

 

Den skælver, løftes, bryder frem

og løsner bånd der snære, gnave.

Hvor nøden bo nu tryghed gro

og trives vel i Danmarks have.