Tilbage

HVEDEN

(Jeg spurgte engang far hvilket digt han selv var mest stolt af, og han svarede helt uden tøven: HVEDEN)
 

 

Jeg er barn af en sommer i kornhøstens tegn,

en fuldmoden frugt af årstidens skiften,

jeg er hele essensen af årets forløb

fra kulde og storm til en junivinds viften,

jeg stod frodig og grøn mod den gråsorte jord,

hvor øer af sne endnu lyste forleden.

Jeg er hveden.

 

Jeg er vugget i verden, jeg har rod overalt,

hvor mennesker lever, og jorden g'ir grøde,

i tropiske landes fortærende sol

og tæt under nordlandets sneklædte øde.

Jeg er svedet af frost under nordlysets bål,

og med ørken som genbo har jeg døjet med heden.

Jeg er hveden.

 

Jeg er modnet i dug og i solhedens brand,

jeg har badet min fod i tordenskylspytter,

og videnskab har forædlet min slægt,

så jeg svarer til nutidens krav om udbytter.

Jeg er fortid og nutid forenet i brød,

og dog er jeg enkel og såre beskeden.

Jeg er hveden.

 

Min slægt har bestået i tusinde år,

jeg er høstet med segl og malet med stene,

jeg er oldtidens levn i nutidens vår

og marven i slægttræers slæbende grene.

Jeg blev svanger ved solen og moder til liv,

jeg er kimen af en gåde fra evigheden.

Jeg er hveden.

 

Jeg er dus med de store og ven med de små,

jeg har hjemme i slot som i fattigmandshytte.

Jeg mætter enhver, der har føde behov,

den jagende jæger, men også hans bytte.

Jeg skærmer enhver, der søger et skul,

den flygtende hare og lærken på reden.

Jeg er hveden.

 

Jeg har bøjet mit aks mod den fattiges vrå,

hvor hænder blev foldet i tak for brødet.

Jeg har tjent som lidt fyld på det prangende bord,

hvor frygten af afsavn og slid blev forsødet.

Jeg var med, da kampen for retfærd gik ind,

det var savnet af mig, der toppede vreden.

Jeg er hveden.

 

Når stormen går larmende hen over land

og bryder stilhedens talende tisken,

jeg bølger og svajer i blid bøjen af,

hos mig bli'r den kun til en hvisken.

Jeg er hårdfør og sej og egnet til kamp,

men mest så elsker jo roen og freden.

Jeg er hveden.

 

Jeg stod skærmende tæt over elskendes suk,

og hjerternes skælven i koglende nætter,

når tiden og tanken stod stille en stund

i åndeløs fryd under stjerners facetter.

Når drømme og længsler til himlen slog bro,

stod jeg vidende tavs og tænksom forneden.

Jeg er hveden.

 

Jeg er mejet og sanket og bundet i neg,

i leklang og jublende triller fra lærken.

Jeg har strejfet så blidt en rødmende kind

og tittet med fryd under hørlærredssækken.

Jeg har kysset i smug under kiltede skørt,

hvor læggen så yppigt sig runder forneden.

Jeg er hveden.

 

I sække stod jeg under vindmøllers hat,

i dansende støv fra malende kværne,

med vemodsstriber fra sensommersol

som blod i det mathvide guld fra min kærne,

og vindens sus i vingernes sejl

var den sidste hilsen fra havet og heden

til hveden.

 

Nu flyvende sommer har draget sit spind,

og roser får dagdug på rødmende kinder,

når jorden for plovjernet vender sig tungt

og dækker en rest af støvede minder

hvad står da derude, når somren er død

så håbende grønt som et sommerlandseden.

Det gør hveden.