Tilbage

HVIDE MINDER

 

Tæt drysser sneen over nøgne, golde agre

og klæder alting i sin kolde pragt.

Nu sover alle Danmarks blomster fagre,

et tæppe blødt henover dem er lagt.

 

Nu glæder sig hvert barn, og øjne stråler

om kap med sneens skære iskrystal,

og skøjtestålet synger, mens det maler

og deler hvide flades areal.

 

Dog gløder roser rødt på ferskenkinder,

og under kysen øjne, læber ler.

Ens sind bli'r fuldt af hvide, glade minder

en frostkold dag, når himlen stille sner.