Tilbage

HVORFOR MON DU GRÆDER

 

Det sukker så tungt bag de lerede skrænter,

hvor bølgerne slikker den buede kyst

som krævende kys fra en udmattet elsker,

der klamrer sig tæt til et falmende bryst.

Tung solen går ned som en glødende smerte,

der søger at finde lidt dulmende ro

i nattens befriende, fløjlsbløde mørke,

i drømme, der iler ad stjernernes bro.

 

Det lyser og blinker fra tusinde øjne,

og tårer af ild gløder op og dør hen.

Hvorfor mon du gærder, du lysende gåde?

Ugranskelig, bundløs som menneskets sind.

Nu lysene slukkes bag slørede ruder,

og natten sig sænker pligtskyldig og tung

og løser med glemsel de gordiske knuder,

som livet har knyttet, mens verden var ung.

 

Det gærer og bryder, derude i verden,

hvor friheden knægtes, i strømme af blod!

Hvor livsglæden kvæles i jernhårde ismer

og druknes i magtbryndes svulmende flod.

En gang må vel komme en vår med en sommer,

hvor frihedens alter står helligt og rent?

Og våbnenes larm bli'r til frihedens sange,

må den da komme, før alt er for sent.