Tilbage

JEG SAMLER SKØNHED

 

Jeg samler skønhed fra sommerens blomster,

håb fra det vårgrønne skælvende løv,

jeg putter himmelens blå i mit øje,

fylde til randen mit hjerte med sang.

 

Lunger jeg fylder med duftende vinde,

mætter med skønhed mit hungrende ind,

jeg er en samler af flygtige glæder,

bestandighed har kun nødvendigheds glans.

 

Jeg samler solskin, er et med naturen,

hændte det, rosernes torne mig stak,

følte jeg smerten - thi blodet der drypped,

var rødt som den rose jeg holdt i min hånd.

 

Tit gik jeg tavs under tiende stjerne,

søgte blandt fjerne skælvende lys

svar på tilblivelsens uløste gåde -

den der har svaret er som stjernerne tavs.

 

Talløse slægter har tiden nedmejet

uden et skår der af evighed gik,

over det udbrændte livsbål vil tiden

sænke sin glansløse evighedskrans.