Tilbage

KORNET

 

Jeg har groet og levet,

jeg har længtes mod fjeld,

mod bjerge i stedet for banke,

mod rivende floder og vandfaldets væld,

men jeg er kun kornet, en drømmende sjæl,

der drømmer i ly af en banke.

 

Min rod stak for dybt

i den hjemlige jord,

kun nødigt den lod sig oprykke,

jeg har hjemme hvor blæsten og bygerne bor -

min ager er kun lille, men rigelig stor

til at rumme min sorg og min lykke

 

I midsommernætter

med dug på mit strå

jeg lytted til tysthedens stemme -

stilhedens tale kan kun den forstå,

der kan høre et suk fra et dugvådt strå,

og som på en ager har hjemme.

 

Når træt jeg til jorden

skal segne en dag

på det sted, jeg i våren blev sået,

når ploven har vendt det øverste lag,

og dagene kortes dag for dag -

kan ingen se, hvor jeg har stået.

 

Thi, jeg er kun kornet,

et skrøbeligt strå,

der en dag bli'r et afbleget minde,

og sammen med mig skal så også forgå

den dejligste blomst, jeg i sommeren så,

kornblomsten, min blå elskerinde.

 

Men skøn var tiden,

jeg fik lov til at gro

imellem de syngende skove,

når nattergalen sin trille slog,

jeg lytted både med top og med rod

af fryd jeg knapt kunne sove.

 

Men jeg er kun kornet,

der får lov til at stå

en sommer i sol og byger,

end dag er jeg bare et hensmuldret strå

i vintermørke under sneskyer grå,

som om min sommerseng fyger.

 

Lad meget kun visne,

lad kun meget forgå,

alt udlevet dø og forsvinde,

i våren vil bryde af ageren grå,

nyt kor med grønne vuggende strå,

der kysser sin blå elskerinde.

 

Hver ting der lever

har sin tid og sin norm -

en ukendt kunstnerhånds styrke -

hver ting har sin mening, sin særegne form,

og livet veksler med stille og storm,

med sorg og berusende lykke.