Tilbage

Langeland

 

Der stander en ø i det blånende bælt,

en rosengren smukt, du blev døbt,

din skønhed er priset i digte og sang,

du i skarlagensklæde blev svøbt.

Du rækker så vide mod syd og mod nord

med rosernes krans om dit liv,

og søndenvind smyger sig blidt om din hals

og hvisker i oldmosens siv.

 

Og gravhøje vidner fra ord og fra syd,

at grenen i oldtid har rod,

hvor kampluren gjalded og kaldte til dåd,

blev roserne røde af blod.

Som yppige bryster står bakkernes top

og pryder din frodige barm,

og bølgerne kærtegner fyrigt din lænd,

hvor du blunder i havgudens arm.

 

De bugtede veje langs levende hegn

med pilenes stynede knold

med blomstrende grøfter som spraglede bånd

langs agre med rigeste fold.

Din dåblide ynde, din fredfyldte skov,

din sagndybe frodige muld,

du bandt vore hjerter i moderskabsbånd,

du bandt os med mindernes guld.

 

Og folket du fostrede, blev som du selv

sin rigdom, sin kunnen bevidst,

og aldrig de glemte, hvorend de drog hen

at nævne dig først og til sidst.

Når udlængsel kaldte mod fremmed kyst

de øverst i ranselen fandt,

lidt hjemve, der drog mod en blomstrende ø,

der om hjertet en slyngrose bandt.

 

Endnu blomster rosen så blodigrød

i Langelands sirlige bed,

endnu kan den dufte og gløde så varmt

at hjertet må skælve derved.

I årtusinder lå du lidt ensom og glemt,

kun trækfuglen gæsted din kyst,

en duftende rose mod broernes bånd,

nu fæstnes ved Danemarks bryst.