Tilbage

Langelands Forår

 

Nu blomstrer det atter bag hegn og bag hæk

snart bøgen får løvspring i sinde,

og pilene venter med grå-dunet skæg,

som gæslinger trukket på pinde.

Lavt over agre går faner af em,

som brudeslør, lyse og lette,

de bølger og spredes og samles igen

af usynlig hånd lagt tilrette.

 

Ind gennem skoven slår bækken et sving

så kød, som et barn fri fra skole,

og tumler mod engens fortryllende flor

af tusinde småbitte sole.

En blid anemone står op af sin seng,

nys vækket af vårsolens flamme,

plukkes så ømt i en tanke på mor -

må sukke godnat i det samme.

 

Skovduen kurrer et hedt frieri,

men møder lidt påtaget kulde,

ved af erfaring det er drilleri,

alting nok går, som det skulle.

Let, graciøst tripper viben afsted

moderne med toppet frisure,

fasankokken skogrer, af elskov besat,

naturen er ej til at styre.

 

Spurven er grå, men til gengæld viril

fuld af erotisk formåen,

to gange tre har den elsket sin brud

midt i en blomstrende slåen.

Det er krævende vår, det er dragningens tid,

hver livsart sin længsel besidder.

og målet er ens i en muldvarpegang,

i leg under blånende vidder.

 

Det er brydningens tid, det er gydningens tid

karusser ved sivene leger,

naturen bli'r gavmild og åbner sig helt

og skænker os alt, hvad den ejer.

Det er lysningens tid, snart natten bli'r kort,

får hjemve så såre den kommer,

det er længslernes tid og undfangelsens tid

i drift med den rugende sommer.

 

Det klukker, det pibler, det dufter af vår,

der hinkes på fortov og gader

til fløjlsbløde fløjt fra en kulsort klat blæk

i guldregnens blomsterkaskader.

Haverne rives, der graves og såes

længslerne vies til jorden,

støvet bli'r hjemløst og dyner får sol

og så er det forår i Norden.