Tilbage

Løvfald

 

Det suser så hult der ude

i halvnøgne træer og hegn,

og regnen slår mod min rude

alt står i forvandlingens tegn

 

Bladene hvirvler fra træet

hen ad den regnvåde vej,

og synker til hvile i læet,

dødtræt af den voldsomme leg.

 

Kastanier falder og brister

mod jorden med hørlige smæld,

og træet, der ved, hvad det mister,

må sukke et grådkvalt farvel.

 

Og regnen trommer mod løvet,

hvorunder blomsterne sov.

At falme og drages mod støvet

er kredsløbets evige lov.