Tilbage

Lyse nætter

 

Den er her nu, den lyse tid

kun halvt går dagen under,

alt hvad der gror er fuld af flid

så kort det hele blunder.

Så nødigt solen går i seng

bag gyldne skyers hække,

får aldrig helt gardiner ned,

lidt dag går ad en sprække.

 

Styr din fod ad lønlig sti

ad veje, stilhed kender,

mens natten vugger sindet fri

for krav, der aldrig ender.

Nu taler alt sit tyste sprog,

og ord sin mening mister,

og trætte tanker, brast og tav

som spændte buer brister.

 

Hen over sundets blanke spejl

to stolte svaner glider,

så værdigt som et kongepar,

der land og hav besidder.

Trygt slumrer barn, af legen træt,

med glød på runde kinder,

og drømmer om en dejlig prins

der Danmarks hjerte vinder.

 

En luftning stryger som en hånd

hen over mark og mose,

så blødt, som om den nys har rørt

ved somrens første rose.

Ny blunder Danmarks lyse nat,

et land i drømme sukke,

hvor alle folk helt vågen tør

gå nær en konges vugge.

 

Så blund da alt i fred en stund

alt jag og rastløs færden

luk tvivlen ud og drømme ind

om evig fred i verden.

Lad aldrig drømmen sygne hen,

men se for dig i ånden,

at øst og vest og sort og hvid

har rakt hinanden hånden.

 

Og gå befriet uden hast

langs hegn og blomstergrøfter,

hvor jord i sunde åndedrag

sin barm i frihed løfter.

Og se! Kanonen bliver plov

og had til grønne enge

hvor mørke piger glade ler

i leg med lyse drenge.