Tilbage

Majnat

 

Dagen går til hvile

synker i sin seng,

blege stjerner ile

tyst ad tavse mile,

spejler sig i dammen

ved den grønne eng.

 

Spinkle melodier

under bøgeblad

toner ud og tier

- vårens under vi er

livet til forløsning

dybt i duggens bad.

 

Gennem luften strømme

groning til hvert sind,

længsler vage, ømme,

bristende som drømme,

løftes over viljen

i rosenskyer ind.

 

Blidt som sølverbjælder

over våde sten

bølger sagte smæder.

Over blomst og nælder

kridhvid bøjer tjørnen

signende sin gren.

 

Fuglen øjet lukker

blunder tavs en stund,

læber hvisker, sukker,

natten sagte vugger

de forløste længsler

ind i drømmens lund.