Tilbage

Midsommernat

 

Jeg vandrer og lytter og lytter

i natten, der ikke er nat,

i blanding af skumring og daggry,

hvor ingen grænse er sat

mellem lyset og mørket,

og dagen kun halvt blev forbi,

jeg lytter og lytter og sanser

en midsommernats poesi.

 

Jeg vandrer og lytter og lytter

i natten, der aldrig blev nat,

til vekslende, tonede lyde,

som toner, der leger tagfat,

når nogle et øjeblik tier,

som lytter de sammen med mig,

så fortsætter hundrede andre

den skønne melodiske leg.

 

Jeg vandrer og lytter og lytter,

alt er kun relativ ro,

stilheden sagtelig brydes

af bruset fra syngende blod,

det kvækker og kalder og piffer

i dug mellem lyttende siv,

mens timerne grådigt fortærer

en stump af det skønneste liv.

 

Jeg vandrer og lytter og lytter,

til himlen gløder i øst,

og lærken mod himlen sig svinger

og syger af fuldeste bryst,

da fyldes mit hjerte med glæde,

jeg hører hvert skælvende blad

hviske: At skøn er vor sommer,

den flagrende tid, vi tilbad.

 

Den korteste nat er til ende,

lidt vemod sig skjulte i den,

et forår vi knapt lærte kende,

før det som en drøm toned` hen,

højsommer og koglende nætter

med glæder, der haster forbi

en dag er vor sommer et minde,

vi gemte lidt fuglesang i.