Tilbage

Min elskede ven

 

Min elskede ven

mon jeg ikke snart ser dig igen?

Hver time, jeg venter

langsommeligt slæber sig hen,

min længsel, min venten

og eneste solstrejf i dagens grå,

kom ind i men verden

og giv den en tone af blå.

 

Så vandrer vi hen ad veje, hvor alt ånder ro,

hvor fuglen den ruger

så trygt i sit torntækte bo,

og blomsterne drysser

fra hegnet, så næsten

på tæpper vi går,

og vugger som vårsangens

tonefald ned i dit hår.

 

Du holder min hånd,

mens du pludrende knytter et bånd,

der drager mig ind

i dit barnlige væsen og sind,

som klukkende kilder

din rislende latter forynger mit blod,

så årenes skygger

veg blegnede bort, hvor vi stod.

 

Den sollyse luft

er så fuld af berusende duft,

da strømmer der ind

med den lune befrugtende vind

en sang i mit hjerte,

et skabende under har tryllet mit sind

og tegnet en rose,

en levende varm på din kind.

 

Du spørger, min ven,

om de mest ubesvarlige ting,

din fod og din tanke

kan gøre de vildeste spring,

og tøver jeg længe med svaret,

så ser du mig undrende an,

når bedstefar ikke kan vide,

hvem søren så kan.

 

Dit videbegær

går så ofte sit eget for nær,

det sker gang på gang,

jeg må spinde i nød og i trang

en troværdig ende og vogte mig vel,

så den falder i tråd

med det, du svagt aner

og sidenhen halvt vil forstå.

 

En sølvmåge skøn

tit har næret den evige drøm

at flyve som fugle på æterens

bølgende strøm,

så ofte vi søgte at løfte

os over det tilmålte grå,

så faldt vi forslået

til jorden som stormknækket strå.

 

Lad lærkerne grå

blot beholde det vigende blå,

de luftige drømme alligevel aldrig vi nå,

min himmel, jeg finder

i øjne, der troskyldigt

dragende ler,

hvor stjerner nær tindre,

så tit jeg mig bøjer og ser.

 

Du elskede dig,

snart det stunder mod aften for mig,

jeg snart sidste gang

går med dig under lærkernes sang,

hav tak for hver time,

du holdt mig i ånde med ord og med leg,

min tanke, den sidste

vil bristende dvæle ved dig.