Tilbage

Mørke veninde

 

Blidt breder natten sin fløjlskøbe ud,

sender til himlen, stjernerne bud,

tave de iler en for en,

småfuglen sover nu på sin gren,

natten hun ånder på øje og kind,

trygt slumrer barnet ind.

 

Drømmene iler ad stjernernes bro,

drysser de trætte tanker til ro,

glemselens søster, tyst hun går,

læger med glemsel smertende sår,

løsner fra hjertet de gnavende bånd,

blidt som en moders hånd.

 

Mørke veninde, så stille du går,

pusler om vugger og sne hvide hår,

kys nu hvert barn og ryket mund,

dem, der er bange, vug dem til blund,

og lad hver døende livskildes kluk

briste i drømme om suk.

 

Mørke veninde, du sænker dit bryst

tæt over gråd og skælvende lyst,

luller hvert savn i den bløde favn,

mørke veninde, nat er dit navn,

skænk mig, veninde, din søvndybe fred

en stump af min evighed.