Tilbage

Mørkning

 

Et minde om en mørkningsstund

jeg nødig var foruden,

den sukken i de gamle spær

når de tog tag med stormens hær

og pæretræets nøgne kvist

slog trommeslag mod ruden.

 

En aftenstjerne lyste hvid

og kold fra himmelødet,

og uret tikkede, giv tid,

men moders øje træt gled i

og hånden med et strikketøj

sank stille ned i skødet.

 

tyst tikkede det gamle ur,

giv tid, slet intet haster,

fra kakkelovnens hed mund

i vinteraftens hyggestund

skød luers lys i vild tagfat

hen over gulvets knaster.

 

Hvor var der hygge, lønlig fred

i stille mørkningsstunder,

når stormen peb og frosten bed

og luen gjorde kinden hed,

en regn af gnister stundom sprang

og lyste som et under.

 

Her sad jeg mangen mørkningsstund

fortabt i fantasier,

til uret slog sit sprøde slag

og lampen gjorde nat til dag,

thi klokken slår og tiden går

og ej på drømme bier.

 

Du kære gamle smukke ur,

så godt du delte tiden,

en stund til nat, en stund til dag,

en stund til hver en hjertesag

og en til det, der kun var drøm

og tabte sig i tiden.

 

Nu er du væk, min kakkelovn,

min ven, min drømmekilde

og uret med den stolte hest,

et gammelt håndværks smukke rest,

mod håndværkskunst og barnedrøm

fór tiden ofte ilde.

 

Men smukke minder aldrig dør

så længe hjertet banker,

er sindet tungt og dagen grå

og frygt og mismod trænger på

så lukker jeg ad mindets dør

en mørkning i min tanke.