Tilbage

NU BRISTER OGSÅ

 

 

Nu brister også askens trevne knopper,

det sidste træ får sommerkjolen på,

og vildvin skyder over røde tage,

gror ind i himlen, mens man ser derpå.

 

Og bøgekroner, sarte lysegrønne,

er grønne som man aldrig før har set,

og lærkesangen fylder hele verden,

så smukt som ingen sinde før er sket.

 

Og aldrig før stod træerne så hvide

i æblehaven, gå derud og se!

Hvor æbleblomster drysser stille, blide

og tæt, så alt er hvidt af blomstersne.

 

Og nætterne med ingen før jeg ligner,

thi aldrig nattergale sang så sødt,

og aldrig før de talte med hinanden,

så dårende, så lokkende og blødt.

 

Vel aldrig før var glæderne så nære,

så lokkende, den evigunge leg,

og aldrig banker hjerter mere ene,

som når de slår i længsel, hver for sig.

 

Og aldrig før faldt duggen mere stille,

som milde tårer løb den på hvert strå,

og fuglesangen lød så smukt i gryet,

at liljen bøjet stod og brast i gråd.

 

Stod vi end grebne tit i svundne somre

i andre nætters blege stjerneskær,

dog alle minder blegner mod det nye

med det, der lever netop nu og her.