Tilbage

SANGLÆRKEN

 

 

Der bor en fugl i mit hjerte,

en sanglærke, tror jeg, det er.

Den flagrer derinde og synger

så frejdigt i alle slags vejr,

den synger om sol og om sommer,

når jorden er dækket af sne,

når mennesker hader og kriges -

så synger den stille om fred.

 

Smukt sang den i frostklare nætter,

når nymånens bue stod spændt,

men skønnest den sang i våren,

når solgule liljer blev tændt.

Og var jeg ved aften mismodig,

og hvert et håb syntes slukt,

så sang den for mig i drømme,

og alt blev vidunderlig smukt.

 

Jeg hørte dens livsglade stemme,

før jeg endnu kunne gå,

og livet blev sange og drømme,

men det kan nok ingen forstå.

Og stadigvæk synger min lærke,

selv om det sjældnere sker,

måske er den bleven for gammel,

tror ikke på dagdrømme mer.

 

En dag vil den fuldkommen tie

og dø som det faldende løv,

og glemselens evige mørke

vil lukke sig over dens støv,.

Når sanglærkens stemmebånd brister

og sange og drøm går i stå

så brister også mit hjerte,

thi hvad skal jeg da leve på.